Usynligt farveskift (rundstrik)

Nederste gule stribe har et hak i starten og i slutningen af striben. Øverste gule stribe har meget mindre hak i striben – denne er strikket med ‘usynlig farveskift’ – den simple metode.

Når man strikker rundt, så strikker man faktisk i en spiral, som gør at man ikke får en perfekt overgang mellem den sidste og den første maske i omgangen som man ellers får når man strikker frem & tilbage. I stedet er starten og slutningen på omgangen lidt forskudt fra hinanden, så den første maske på omgangen er på linje med den sidste maske fra forrige omgang, og den sidste maske på omgangen bliver på linje med den første maske på den nye omgang.

Når man strikker ensfarvet er dette ikke nogen man lægger mærke til, men når man skifter farve i starten af en omgang, f.eks. når man strikker striber, så bliver denne forskydning tydelig og giver et hak i striberne. Dette ses på den nederste gule stribe på billedet. Hvis man vil undgå eller minimere dette hak, så kan man lave et ‘Usynligt farveskift’ så farveskift bliver nærmest usynligt som på den øverste gule stribe på billedet.

Metoden går ud på at man reducerer forskellen mellem første og sidste maske på omgangen. Dette gøres ved at hive den første maske fra den forrige omgang op (den gamle farve). På denne måde gøres overgangen mere jævn, det medfører dog også at den første strikkede maske med den nye farve forsvinder. På billedet ses at den nederste gule stribe har 5 omgange (masker) med gul i starten af omgangen (1.maske/kolonne), men på den øverste gule stribe er der kun 4 gule omgange (masker) i starten af omgangen (1.maske/kolonne).

Hvis man strikker brede striber så har dette ikke nogen betydning og er ret usynligt som på det første billede, men strikker man smalle striber, så ses dette tydligere, som på næste billede (de midterste striber).

De 3 nederste gule striber har hak i starten og i slutningen af striben – disse er strikket almindeligt.
De 3 midterste striber har ikke noget hak, men har 1 lang maske istedet – disse er strikket med den simple metode.
De 3 øverste gule striber har intet hak – disse er strikket med den korrekte metode.

Derfor viser jeg her 2 måder at lave et ‘Usynligt farveskift’ på: Den korrekte metode og den simple metode.

Den korrekte metode:

Denne metode kan altid anvendes, men er lidt mere krævende – ikke ift. hvordan den udføres, da metoden er ens for begge versioner, men til denne rykkes omgangsstarten 1 maske til venstre for hvert farveskift, så kan den give lidt udfordringer mht. at strikke efter et mønster. Så hvis man kun laver få farveskift, og strikker brede striber, så kan den anden metode sagtens anvendes. Hvis man har mange farveskift eller strikker striber på kun 2-3 omgange, så bør man anvende denne metode, da resultatet bliver som på de midterste striber på billedet – der er ikke noget hak i striben men man får en lang maske som er synlig og ser lidt mærkeligt ud. Dertil kan det komme at trække lidt op i arbejdet hvis der mangler for mange omgange på den første maske. Hvis man kun strikker 1 omgang af hver farve, så skal denne metode anvendes, da man ellers vil hive den samme maske op hver gang, som vil trække arbejdet helt sammen. Denne metode giver dertil det flotteste resultat – usynligt farveskift.

Den simple metode:

Hvis man kun laver få farveskift, og strikker brede striber (ca. 4-5 omgange eller flere af samme farve), og ønsker at holde det simpelt, så kan man anvende denne metode, hvor man vil mangle denne ene omgang for den første masken hver gang man skifter farve, men det har ikke betydning for arbejdet, og er ikke særlig synligt. Metoden kan ikke anvendes hvis man kun strikker 1 omgang af hver farve, og ved kun 2-3 omgang af hver farve, bør den anden metode anvendes, fordi resultatet bliver som for de midterste striber på billedet – der er ikke noget hak i striben men man får en lang maske som er synlig og ser lidt mærkeligt ud.

Nedenfor beskriver jeg man udfører metoderne, samt forskellen mellem dem:

Den korrekte metode

1) Skift til den nye farve og strik en omgang som normalt. Inden du starter på omgang 2, skal du samle den strikkede m op fra forrige omgang under den 1. m (dvs. den gamle farve).

2) Fjern maskemarkøren, saml masken op som skulle den strikkes vrang, dvs. put højre pind ind bagfra i højre ben på masken, og sæt masken op på venstre pind.

3) Strik den ‘gamle’ maske ret sammen med den første maske på pinden (den nye farve). Placér maskemarkøren efter den sammenstrikkede maske, og strik så videre som normalt. Dette gentages hver gang du laver farveskift.

4) Når du har strikket nogle omgange, så ser resultatet således ud – et usynligt farveskifte.

På bagsiden ses her hvordan man rykker omgangstarten for hvert farveskifte.

Fordi man rykker omgangsmarkøren 1 maske til venstre for hvert farveskifte, så bliver den første maske på omgangen med ny farve til den sidste maske på omgangen. Dette gør at masken som mangler 1 omgang hver gang du laver farveskiftet bliver strikket 1 ekstra omgang, og dermed får den strikket samme antal omgange som på alle andre masker. Dette gør også at du kan skifte farve efter hver omgang, da du så hiver ‘ubrugte’ masker op hver gang.

Her skal man blot være opmærksom på om metoden kan give udfordringer ift. opskriften, da startpunktet ikke forbliver i samme sted.

Tips – lad en maskemarkør sidde forblive i hvor omgangen startede inden det første farveskifte – så ved du fortsat hvor omgangsstart er ift. opskriften (enden fra opslagene kan også anvendes som viser for starten).

Den simple metoden:

1) Skift til den nye farve og strik en omgang som normalt. Inden du starter på omgang 2, skal du samle den strikkede m op fra forrige omgang under den 1. m (dvs. den gamle farve).

2) Saml masken op som skulle den strikkes vrang, dvs. put højre pind ind bagfra i højre ben på masken, og sæt masken op på venstre pind.

3) Strik den ‘gamle’ maske ret sammen med den første maske på pinden (den nye farve). Strik så videre som normalt. Dette gentages hver gang du laver farveskift.

4) Når du har strikket nogle omgange, så ser resultatet således ud – et næsten usynligt farveskifte.